Hvad er tantra?

Hvad er tantra?

Tantra er et af de mest misforståede ord indenfor det spirituelle. Langt de fleste, gennem workshops, massage, og informations-søgning online, ender med at tro at det handler om langsom sex og øjenkontakt.

Denne artikel er et forsøg på at give dig et ærligt, velunderbygget billede af hvad tantra egentlig er — hvad det mente for dem der skabte det, hvad det kan betyde for dig i dag, og hvad det har med kroppen at gøre.

Lad os starte med hvad tantra ikke er

Vestens billede af tantra er næsten udelukkende skabt af hvad man i dag ville kunne kalde "neo-tantra", som blev populært fra 1980'erne og frem — en blanding af hellig seksualitet, New Age-spiritualitet og tantric sex workshops. Det er ikke uden rod i den tantriske tradition, men det er heller ikke repræsentativt for hvad tantra faktisk var og er. Det siges at denne retning blev introduceret af mystikeren Pierre Bernard, eller "The Omnipotent Ohm" som han kaldte sig selv, i starten af 1900-tallet.

Ordet "tantra", som ofte fejlagtigt bliver oversat til "at væve", betyder egentligt doktrin, bog eller hellig skrift (scripture), og relaterer sig til ordene Yantra og Mantra (hvilket vi ikke går i dybden med her). Sanskrit, sproget de tantriske tekster er skrevet i, skulle være ret svært at oversætte, hvilket kan være baggrunden for forvirringen.

Når vi sammenligner "klassisk tantra" med "neo-tantra", er det interessant at bemærke, at de klassiske tekster — de originale tantraer fra Indien, skrevet mellem år 500 og 1200 e.Kr. — knapt nok nævner seksualitet. Eller rettere: den er der, men som ét element i et enormt og nuanceret system af filosofi, kosmologi, ritualpraksis og meditationsteknik. Ud af de 100 bøger fundet på området er der kun 2 ritualer som har nævneværdigt seksuelt indhold.

Derfor - at reducere tantra til sex er omtrent det samme som at reducere buddhismen til at sidde med lukkede øjne.

Hvad er tantra — historisk set?

De tantriske tekster vi kender til i dag blev frembragt i det nordlige Indien, primært i Kashmir-regionen, for ca. 1.500 år siden. Tantra menes dog at være noget ældre, og fra en shamanistisk tradition, men der findes ingen skriftkilder til at bekræfte dette.

Tantraen var samlet set ikke én religion eller ét system — det var en bevægelse, en måde at tænke på, en radikalt anderledes tilgang til spirituel praksis end samtidens samfund. Nogle grene var deciderede opbrud med lokale kaste-systemer mens andre var tættere på det etablerede samfund.

Den akademiske betegnelse for den mest sammenhængende og indflydelsesrige gren er Nondual Shaiva Tantra — eller Kashmir Shaivisme. Det er den tradition som referes til i denne artikel, og er baseret på Christopher Wallis' arbejde - ph.d. fra Oxford og Berkeley. Han har dedikeret sit akademiske liv til at oversætte og formidle tantraen i bøgerne Tantra Illuminated og The Recognition Sutras. Hans arbejde er i dag referencen for alle der vil forstå klassisk tantra uden at gå på kompromis med præcisionen.

Kernen i den tantriske filosofi

Hvis man skal forstå tantra, må man starte ved fundamentet. Det tantriske verdensbillede bygger på nondualisme — forestillingen om at alt der eksisterer, er ét. én ting. Ikke "ét" som i en klump af ting, at vi alle er ens, eller at vi minder om hinanden - men ét som i: alt i hele universet i virkeligheden udtryk for én enkelt ting - den samme grundlæggende bevidsthed. Det de klassiske tantrikaer kaldte Shiva eller Chiti — den universelle bevidsthed — er ikke en gud man beder til. Det er selve substansen i al eksistens.

Altså: du er ikke et væsen der forsøger at opnå noget guddommeligt. Du er en guddom der leger at det er et væsen. Du har bare (med vilje) har glemt at du er gud.

Det er her Recognition Sutras — Pratyabhijna-hrdaya, skrevet af Kshemaraja for ca. 1.000 år siden og oversat af Wallis — kommer ind. Titlen betyder bogstaveligt "essensen af genkendelses-filosofien". Genkendelse (eller at mindes) er præcis det: at genkende dig selv som et direkte udtryk for den universelle bevidsthed. Ikke som et adskilt, begrænset individ der kæmper med tilværelsen.

De fem kræfter — og hvad de har med dig at gøre

I Kshemarajas system beskrives den universelle bevidsthed som havende fem grundlæggende kræfter: evnen til at opleve (chit-shakti), evnen til at nyde og mærke glæde (ananda-shakti), evnen til at ville (iccha-shakti), evnen til at erkende (jnana-shakti), og evnen til at handle (kriya-shakti).

Det interessante er at disse kræfter ikke kun tilhører et abstrakt guddommeligt princip. De er din natur. Du oplever. Du mærker glæde og smerte. Du vil noget. Du ved noget. Du handler. Det tantriske argument er at selve disse evner — som vi tager for givet — er manifestationer af noget fundamentalt og bevidst ved virkelighedens kerne.

Tantra er ikke en flugt fra verden. Det er et dybt engagement med den — kroppen, sanserne, følelserne, energien. Alt kan bruges som et redskab til erkendelse. Det er det der adskiller tantra fra mange andre spirituelle traditioner, som ser verden og kroppen som noget man skal transcendere.

Hvad gør en praksis tantrisk?

Ifølge Wallis er der tre kendetegn ved en ægte tantrisk praksis, uanset dens konkrete form:

  • Den er inkluderende — kroppen, seksualiteten, følelserne og sanserne er redskaber. Intet er i udgangspunktet urent eller uegnet som portal til erkendelse fordi alt er gud
  • Den arbejder med energi — shakti, prana, kundalini. Den levende kraft der bevæger sig i alt og alle.
  • Den sigter mod frigørelse — ikke frigørelse fra verden, men frihed i den. Det tantriske ideal er et fuldt, levende, forankret menneske
Øvelse 1 — Stille refleksion

Genkend din egen opmærksomhed

En af de mest grundlæggende øvelser i den tantriske tradition.

  • 1
    Sæt dig et sted du ikke bliver forstyrret. Luk øjnene.
  • 2
    Læg mærke til at du er opmærksom. Ikke hvad du er opmærksom på — men selve det at du oplever noget overhovedet.
  • 3
    Spørg dig selv: hvem eller hvad er det der oplever? Giv slip på svaret — bare mærk ind i det.
  • 4
    Bliv der i 2-5 minutter. Lad opmærksomheden hvile i sig selv.

Det du mærker — den stille, åbne opmærksomhed der er til stede bag alle tanker og oplevelser — er det de tantriske mestre kaldte Chit: den rene bevidsthed. Øvelsens budskab er at genkende noget der allerede er der.

Hvad med seksualitet?

Den er der. Men ikke på den måde de fleste tror.

I de klassiske tantriske tekster er seksualitet anerkendt som en af de stærkeste former for shakti — livskraft og energi. Den kaula-tantriske tradition, som er den mest erotisk orienterede gren af klassisk tantra, brugte seksualitet som rituel praksis — men altid inden for en nøje defineret ramme, med et spirituelt formål. Det var ikke sex for nydelses skyld. Det var sex som en avanceret form for energiarbejde.

Det vigtige her er at tantra aldrig sidestillede seksualitet med spiritualitet på den måde neo-tantraen gør. Seksualitet er ét af mange redskaber. En af mange portaler. Ikke det definerende kendetegn ved traditionen.

Og alligevel: det at tantra overhovedet anerkender seksualitet som noget helligt og potentielt transformerende — frem for noget skamfuldt — er radikalt i sig selv. Det er en af de ting der gør tantra relevant for rigtig mange mennesker i dag, og hjælper med at forstå vores sande væsen.

Fra klassisk tantra til tantra massage

Tantra massagen er ikke klassisk tantra. Det er vigtigt at sige højt. Tantra massagen er en relativt ny praksis — udviklet i 1980'ernes Tyskland — der henter inspiration fra den tantriske filosofi men kombinerer den med kropspsykologi, sexologi og energiarbejde.

Det der er tantrisk ved en tantra massage, er tilgangen: kroppen som et intelligent energisystem. Seksualitet som noget velkomment og neutralt. Nærvær som en hellig handling. Ingen dom over hvad der opstår — følelser, energi, lyd, bevægelse. Det stammer direkte fra den tantriske idé om at alt kan bruges som portal til dybere kontakt med dig selv.

En tantriker vil altid sige: ingenting ved dig er forkert. Din krop er ikke i vejen. Din seksualitet er ikke et problem. Det du mærker — uanset hvad det er — er et udtryk for den samme bevidsthed der gennemsyrer alt. Det er energi. Det er den holdning en god tantra massage hviler på.

Hvad er shakti?

Shakti er et af de centrale begreber i tantrisk filosofi — og ret svært at oversætte. Det betyder "kraft" eller "energi", men kan forstås langt langt bredere. Shakti er den aktive, bevægende, skabende dimension af virkeligheden. Hvis Shiva er den stille, ubevægelige bevidsthed, er Shakti det der sætter det hele i bevægelse.

I kroppen mærkes shakti som prana — livsenergi. Som den varme eller prikken der opstår under intense oplevelser. Som den energi der bevæger sig, når vi er virkelig levende og til stede. Kundalini — den sovende kraft ved halebenet der kan vækkes og stige op langs rygsøjlen — er en specifik form for shakti.

Og det er vigtigt at sige at intet af dette er metaforer. Det er beskrivelser af noget tantrikerne havde en direkte oplevelse af i praksis, og som mange mennesker — uanset spirituel baggrund — genkender fra deres egne ekstatiske eller dybt bevægende oplevelser.

Øvelse 2 — Kropslig og vejrtrækning

Mærk din egen shakti

En simpel øvelse til at mærke energien i kroppen — uden at det behøver at være åndeligt eller "helligt".

  • 1
    Stå op, med fødderne i hoftebredde. Bøj knæene let. Lad skuldrene falde ned.
  • 2
    Træk vejret dybt ned i maven — ind gennem næsen, ud gennem munden. Gør det 5-6 gange og lad udåndingen være lang (4 sek), med lyd.
  • 3
    Læg mærke til hvad der sker i kroppen. Varme? Prikken? En fornemmelse af at blive større? En bølge af noget?
  • 4
    Lad kroppen bevæge sig, hvis den vil. En lille gyngen, et suk, en strækning. Følg impulsen fremfor at styre den.
  • 5
    Bliv i det i 3-5 minutter.

Det du mærker, er energi. Ikke mystisk — bare livskraft. Kroppen ved hvad den gør, når den får lov. Det er det tantra har vidst i 1.500 år.

Hvad kan tantra betyde for dig?

Det afhænger helt af hvad du søger. For nogen er det en filosofi — en måde at forstå verden og sig selv på, der giver mere mening end det, de er vokset op med. For andre er det en kropslig praksis — en vej ind i dybere kontakt med sig selv, sin energi og sin seksualitet. Eller en kombination.

Det som gør tantra usædvanlig relevant i dag, er at den siger noget fundamentalt anderledes end den kultur vi er opvokset i. Det er simpelthen et radikalt perspektiv: du er ikke for meget. Din krop er ikke forkert. Det du mærker er ikke noget du skal kontrollere eller overvinde. Det du leder efter er ikke "derude" et sted. Det er en invitation til at fylde dig selv op med liv.


Kilder og videre læsning

Christopher D. WallisTantra Illuminated: The Philosophy, History, and Practice of a Timeless Tradition (Mattamayura Press, 2012/2017)

Christopher D. WallisThe Recognition Sutras: Illuminating a 1,000-Year-Old Spiritual Masterpiece (Mattamayura Press, 2017)

Wallis' online læringsplatform: tantrailluminated.org

Nysgerrig på at mærke det selv?

En artikel kan forklare tantra. En session eller en workshop kan lade dig mærke det. Start med en gratis samtale hvis du har spørgsmål.

Vil du læse mere?

Scroll to Top